Nordiske opsparere betaler op til ni gange for samme beholdning

Hvis indholdet er det samme, hvorfor tager én fond så ni gange mere end en anden? Fire forklaringer går igen, og ingen af dem handler om, at den dyrere fond skulle være bedre.

Lanceringsåret. Omkostningerne på indeksfonde er faldet kraftigt det seneste årti. En fond, der startede i 2009, blev prissat i et marked, hvor femogtyve basispoint var billigt. Den har siden beholdt sin omkostning, fordi eksisterende andelshavere sjældent protesterer mod et niveau, de allerede har accepteret. De billigste fonde i tabellen ovenfor er gennemgående de yngste.

Forvalterens strategi. Nogle huse prissætter aggressivt for at tage markedsandel på de mest efterspurgte indeks og tjener i stedet penge på bredden i sortimentet. Andre læner sig op ad distribution — at fonden står på rådgiverens liste eller i bankens eget udbud — og behøver så ikke at være billigst for at sælge.

Størrelsen. Faste omkostninger til depot, revision og indekslicens fordeles på fondsformuen. En fond med hundrede milliarder euro bærer dem på et langt større grundlag end en med hundrede millioner. Det forklarer dog ikke denne tabel: den største fond er ikke den billigste, men den fjerdedyreste.

Replikeringsmetoden. En swapbaseret fond har en aftalepart, der skal betales, men slipper samtidig for en del af omkostningen ved at købe og opbevare fjorten hundrede aktier. Nettoet kan gå begge veje, og metoden forklarer derfor hverken den billigste eller den dyreste i udvalget.

MSCI World indeholder omkring 1 400 selskaber fra 23 udviklede lande. En fond, der følger indekset, ejer de selskaber i de proportioner. To fonde, der følger samme indeks, har derfor i praksis samme indhold og samme afkast før omkostninger.

Fem af fondene i vores udvalg følger indekset i sin helhed. Prisen er ni gange forskellig mellem den billigste og den dyreste.

Ni gange er yderlighedstilfældet. Det mere interessante tal er et andet: den MSCI World-fond, der forvalter klart mest kapital af de fem — 101,7 milliarder euro, mere end tyve gange den billigste — koster 0,2 % mod den billigstes 0,05 %. Fire gange så meget, for samme indeks.

Det er ikke en undtagelse, men normaltilfældet: den fond, de fleste ejer, er ikke den billigste. På 1 500 DKK om måneden i tyve år er forskellen 13 976 DKK. Over tredive år, som er en almindelig pensionshorisont, bliver den 52 650 DKK.

Hvis forskellen er så stor, hvorfor bliver pengene så liggende i den dyrere fond? Den almindeligste forklaring er ikke uvidenhed, men træghed. Et fondsskifte kræver en aktiv beslutning om noget, der føles færdigt, og omkostningen ses aldrig som en transaktion — den trækkes stille ud af fondens værdi, lidt hver dag, og dukker aldrig op på et kontoudtog.

Dertil kommer en reel omkostning i mange lande: at sælge og købe igen udløser skat af gevinsten. Den der har en urealiseret gevinst, kan betale mere i skat i dag end vedkommende sparer i omkostning de kommende år.

Men i Norden gælder det argument ikke for de fleste. Inden for en aktiesparekonto, et investeringssparkonto, et osakesäästötili eller en aksjesparekonto beskattes det enkelte salg ikke. Du betaler en skematisk skat eller udskyder den, uanset hvad du har inde i kontoen, og et skift mellem to fonde udløser derfor ingen skatteeffekt. Tilbage står kurtagen — hos flere nordiske mæglere nul kroner på netop den slags handel — og forskellen mellem købs- og salgskurs.

Det gør denne studies konklusion usædvanligt anvendelig netop i Norden. På de fleste markeder er indsigten teoretisk for den, der allerede sidder med en gevinst. Her er den praktisk.

Samme mønster gælder bredere. I hver kategori findes en billigste fond og en midterfond. Den der vælger midten i stedet for bunden, betaler følgende over tyve år, med samme antagelser som ovenfor.

Den løbende omkostning er det tal, der står i faktaarket, og den er den eneste omkostning, du kender på forhånd. Den er dog ikke hele omkostningen, og et studie, der stopper ved den, ville være ufuldstændigt.

Tracking difference er det, der faktisk betyder noget: forskellen mellem fondens afkast og indeksets, målt bagudrettet. Den indeholder omkostningen, men også alt andet — hvor godt fonden følger indekset ved omvægtninger, hvordan den håndterer kildeskat på udbytter, og hvor effektivt den handler. En fond med lav omkostning, men sjusket replikering, kan i praksis koste mere end en dyrere fond, der følger indekset tæt.

Værdipapirudlån trækker den anden vej. Mange fysisk replikerende fonde udlåner aktier mod betaling og fører en del af indtægten tilbage til fonden. Effekten kan svare til nogle basispoint om året, hvilket i enkelte tilfælde har gjort, at en fond har fulgt sit indeks bedre, end omkostningen burde tillade. Den medfører også en modpartsrisiko.

Spread og kurtage kommer oveni ved hvert køb. For en månedsopsparing betaler du den forskel tolv gange om året, og på en lille fond med tynd handel kan den overstige det, du sparer i løbende omkostning.

Konklusionen bliver derfor ikke, at den billigste fond altid er den bedste, men at en omkostningsforskel på fire eller ni gange er for stor til, at de andre faktorer når at veje den op. Mellem 0,05 og 0,07 procent afgør noget andet. Mellem 0,05 og 0,45 gør det ikke.

Tre ting, i rækkefølge efter hvad de er værd.

Kontrollér hvad du allerede betaler. Tallet står i fondens faktaark under "løbende omkostning" og i de fleste mægleres fondslister. Ligger det over 0,20 procent for et bredt indeks, findes der næsten med sikkerhed et billigere alternativ på samme indeks.

Sammenlign på indeks, ikke på navn. To fonde med næsten identiske navne kan følge forskellige indeks, og to med helt forskellige navne kan følge det samme. Det er indekset i faktaarket, der afgør, hvad du ejer.

Ret den nye opsparing til først. Hvis et skifte føles stort, behøver du ikke begynde der: læg månedsopsparingen om til den billigere fond, og lad den eksisterende beholdning ligge. Effekten kommer langsommere, men beslutningen er mindre, og i en skattekonto kan du flytte resten, når du vil.

Udvalg. Samtlige 935 børshandlede fonde noteret på Xetra, Stockholm, København, Oslo og Helsinki, som indgår i Investhus' database den 2026-10-08. Af dem rapporterer datakilden løbende omkostning for 895; de resterende 40 indgår ikke i beregningerne.

Hvad der sammenlignes. Kun fonde der følger indekset i sin helhed. Sektorudsnit, faktorvarianter, ESG-versioner, valutasikrede klasser og gearede produkter er udeladt — de følger et andet indeks og hører ikke hjemme i en prissammenligning, der påstår, at beholdningen er den samme.

Beregning. En månedsopsparing på 1 500 DKK i tyve år. Den løbende omkostning trækkes fra det årlige bruttoafkast. Da konklusionen ikke skal afhænge af, hvilket afkast man antager, vises den ved både fem og ni procent: forskellen mellem billigst og dyrest bliver henholdsvis 27 489 og 49 061 DKK.

Hvad studiet ikke siger. Det siger intet om, hvilken fond der er bedst. Omkostningen er én af flere faktorer — replikeringsmetode, fondsstørrelse, spread ved handel og skattemæssigt hjemsted påvirker også resultatet. Det siger, at prisen er meget forskellig for en beholdning, der er den samme, og at forskellen er stor i kroner over lang tid.

Datagrundlaget er frit at bruge med henvisning til Investhus. To filer: de enkelte fonde per indeks, og opgørelsen per kategori.

Fonde per indeks (CSV) →
Kategorier (CSV) →

Spørgsmål til datagrundlaget eller anmodning om interview: partnership@investhus.com.